Mønsted Kalkgruber er verdens største kalkmine, som byder på oplevelser om geologi, flagermus og endeløse minegange. I Mønsted Kalkgruber er der i flere niveauer mere end 60 km gange under jorden. Nogle er så store som domkirker og andre ganske lave, så en voksen mand ikke kan gå oprejst. Hver halve time vises et multimedieshow i Grubebio om kalkens og grubernes historie, hvor projektorer kaster billeder op på de rå vægge. Man kan køre en tur i minetoget som snor sig mellem kalksøjler dybt ind i minerne, forbi rislende bække og store underjordiske søer og ender ved biografen.